Minitærter med citron og blå birkes
Minitærter med citron og blå birkes
Jeg har testet en ny teknik med marengs og jeg er selv ret vild med resultatet. De små sprøde toppe passer perfekt til den syrlige lille tærte. Jeg har endnu ikke mødt nogle, der ikke kan lide citrontærte og det er helt sikkert også en af mine favoritdesserter. Jeg kan generelt godt lide, når man blander det sure med det søde, og i en kombination med smørsprød mørdej, er det lige så smagsløgene danser. De er helt perfekte at servere efter en middag, hvor man lige har brug for at sætte et syrlig-sødt punktum.
Mørdej:
100 g hvedemel
50 g mandelmel (kan erstattes af hvedemel)
65 g flormelis
1 nip salt
75 g smør
2 æggeblommer
Citroncurd:
0,5 blad husblas
1,5 dl citronsaft
120 g sukker
1 tsk maizena
1 spsk vand
2 æggeblommer
20 g smør
Ganache med blå birkes:
150 g hvid chokolade
75 ml piskefløde
2 spsk blå birkes
Marengs:
60 g æggehvide
60 g sukker
60 g flormelis
Fremgangsmåde
Mørdej: Skær det bløde smør i små tern, og kom det i en skål sammen med mel, flormelis og salt. Smuldr smørret med finngrene, så det til sidst ligner revet parmesan. Saml dejen med æggeblommerne. Kom mørdejen i en frysepose og læg på køl i minimum 30 min.
Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Rul dejen ud på et meldrysset bord til en tykkelse på 2-3 mm. For 6 små tærteforme med mørdej og prik huller i bunden med en gaffel. Bag tærterne i ovnen i 15 min. på 180 grader varmluft til de er gyldenbrune.
Citroncurd: Læg husblas i blød i koldt vand i minimum 10 min. Kom citronsaft og sukker i en gryde og varm op til sukkeret er smeltet. Rør maizena, vand og æggeblommer sammen, og tilsæt det til citronsaften under kraftig piskning. Lad curden koge godt igennem så den slår bobler og maizenaen bliver kogt ud. Tilsæt smørret og den udblødte husblas. Fyld de bagte tærter halvt op med citroncurd og sæt dem på køl i 2-3 timer.
Ganache med blå birkes: Smelt den hvide chokolade i mikroovnen eller i en skål over vandbad. Varm fløden op i mikroovnen til lige under kogepunktet. Rør den smeltede chokolade og fløde sammen med en dejskraber til ganachen samler sig. Rør blå birkes i ganachen. Fyld tærterne op med ganache og sæt dem tilbage på køl i 2-3 timer.
Marengs: Tænd ovnen på 100 grader alm. ovn. Pisk æggehviderne skummende og tilsæt sukkeret. Pisk æggehvider og sukker til en sej marengs. Sigt flormelis i marengsen og vend det forsigtigt sammen. Vikl et stykke bagepapir rundt om en bageplade, så det dækker bunden af bagepladen. Sæt en anden bageplade ovenpå, så bagepapiret sidder i klemme mellem de to bageplader. Sæt de to bageplader op i toppen af ovnen. Brug en rund overflade (f.eks. bunden af et glas eller skål) og sæt en klat marengs på. Tryk marengsen op mod bagepapiret og træk ned, så der dannes en “spids” (se evt. video på min instagram, @Danishdelights).
Bag marengsen i ovnen på 100 grader i 15-20 min. Tag forsigtigt de to bageplader ud af ovnen og vend dem rundt, så marengsen vender opad. Lad dem køle af på bagepladen. Fjern marengsspidserne fra bagepladen ved forsigtigt at trykke under bagepapiret, så de løsnes. Placer en marengsspids på hver tærte og server.
Ingen kommentarer endnu